Navn: Claus Larsen
Alder: 41 år
Bor: Kølkær ved Herning på min nedlagte 3 længede gård.
Antal spring: 1100
Ratings: DFU F-xxx, I-71, AFF-101 (ikke current) UPT Tandem Master (ikke current)
År i sporten: 25 (41 år)
Favorit disciplin: Storformation
Uddannelse: Pilot, Flightinstructor. Arbejder til daglig som First Officer på Boeing 767, i fritiden, når jeg ikke springer uddanner jeg piloter.
Hvorfor startede jeg med at springe: Jeg er opvokset på en springplads, min far (Ole Larsen) har sprunget siden jorden var flad (han startede i 60erne), mine første bleer blev skiftet på et pakkelagen, jeg var det højtråbene dropzone kid der forvirrede eleverne ved at rette deres pakkefejl på T-10, og når de ikke ville høre og kaldte på en instruktør fik de at vide de bare kunne høre hvad knægten sagde, jeg løb efter streamere for en sodavand osv osv. Jeg var altid med, og begyndte højest sansynligt at hyle og skrige hvis jeg ikke kom med..
Det var derfor naturligt at jeg da skulle springe på min 16 års fødselsdag, desværre var der dårligt vejr, og det blev først 2 dage senere.
Det med at springe er jo en familie brist. Min far har sprunget, min Lillebror, Kim Bo Larsen må siges også at være aktiv, desuden springer vores fætter, Carsten Larsen fra Skydive Stauning også, Carstens brødre, Brian og Michael har også været ramt af samme bacille.
Jeg ved intet bedre end at sidde i en fyldt flyver sammen med gode venner og smile og se frem til endnu et godt spring – SÅ føler man sig tryg og hjemme, det bedste selskab jeg ved.
Hvordan var mit første spring: En forløsning – ENDELIG fik jeg lov at prøve det, min far var hopmester og min biologilærer pilot, bagefter viste det sig at den der nok var mest nervøs var biologilæreren, men det er en anden historie. Det var i januar måned, dengang der var sne om vinteren, og så var der som i så mange andre Cessnaer ingen dør i. Jeg var bagefter ikke et sekund i tvivl om at sporten skulle fortsat blive en stor del af mit liv. Senere begyndte jeg at uddanne mig til pilot, og havde ikke hverken ret meget tid, ej heller ret mange penge, så det blev ikke til så meget i nogle år, senere begyndte jeg at gasse lidt mere op.
Hvad lavede jeg før Dropzone Denmark: Uha, jeg har jo sprunget i MFK i mange år (og gør stadig) jeg var instruktør 2er i mange år, og blev sidenhen 1er. Til min 1er eksamen fik jeg arrangeret at min fars 1er stempel kunne gå i arv, så jeg er i dag I-71, dette egentlig mest fordi Rasmus Thomsen (S2000) drillede mig med at jeg ville få 10 numre højere end ham, og ville derfor altid være en rookie. Således tog vi en af barpigerne bagefter eksamen, bad hende tage trøjen af, jeg stemplede hendes (temmelig store) bryster, tog et fint billede og sendte til Rasmus, der jo er sømand og var ude at sejle – der gik så ikke mere end max 5 minutter før Rasmus hang i en satelittelefon og brugte en del lidet flatterende vendinger, og derefter beklagede sit nederlag.
Ellers er jeg mest hyggespringer, men springer storformation i Danmark og udlandet når jeg har tid og mulighed, og så kan jeg næsten altid narres til et fedt formationsspring, gerne dagens sidste lift.
Hvorfor springer jeg på Dropzone Denmark: Først og fremmest fordi min bror er en af ejerne, og det er derfor naturligt at jeg giver en hånd med derude som instruktør, pakker, barpige eller hvor jeg nu kan bruges.
Derudover synes jeg det er et rigtigt godt initiativ, som alle burde støtte op om, det er netop sådan et sted vi har brug for i Danmark, der giver unge springere alle de muligheder vi ikke havde for 25 år siden, i fantastisk gode omgivelser.
Gode råd til unge springere: Åh ja – med fare for at lyde som en gammel forstokket idiot:
- Kend dine grænser, pas på med ikke at presse den for hårdt. Jeg HADER at samle skadede springere op og reparere dem.
- Kom ud i verden og giv den gas, Jeg har selv fået rigtig meget ud af at springe alle mulige steder. Du vil opleve at springere er ens overalt i verden, du vil lære nye ting og din horisont vil blive SÅ meget bredere. Jeg har sprunget med folk fra hele verden, og jeg MENER, fra HELE verden, selv fra lande hvor jeg ikke troede man sprang. Husk have styr på din rejseforsikring.
- Vær ikke bange for at spørge de gamle til råds, godt nok kan vi ikke alle swoope vandet væk i ponden, men erfaring er der nok af, og du kan lære af andres fejl.
- Invester i din uddannelse som springer. Dropzone Denmark er en bank af erfaring og rigtigt dygtige folk, der kan skubbe dig i den rigtige retning, så dine spring bliver ikke mindst bedre, men også mere sikre.
- Alle taler om at downsize, jeg har faktisk UPsized!
Hvem er min mentor: Der er mange, jeg har med stor fornøjelse og stort udbytte deltaget i en del P3 Big Way, og 100 way camps på Skydive Perris, CA. Her er verdenseliten samlet som instruktører i storformation, og det er utroligt hvad de kan lære folk på kort tid uden sikkerheden bliver komprommiteret.
De fleste mennesker ved ikke om mig: Jeg mediterer og er spirituel, og så slagter jeg selv min mad – skal faktisk hjem og slagte 10 lam i næste uge.
Sunrise/Sunset: Helt klart sunset, og så en røverhistorie fra gamle dage i baren bagefter. Som min fætter Carsten Larsen sagde for et stykke tid siden da han så et billede af mig fra Dropzone Denmark: ”Når man ser en smilene gammel springer med en fraphat i brystremmen, så VED man bare der er en god historie”.
Fritfald eller skærm? Fritfald, og gerne med en flok gode venner fra hele verden, det der med skærmflyvning har jeg aldrig rigtigt forstået, men måske man skulle på et kursus i Dropzone Denmark?
Pakke eller snakke: Hmmm Det er kun kvinder og papegøjer der snakker, vi andre taler, men mon ikke jeg er mest papegøje?
Hvilket spring husker jeg bedst: Engang var jeg på en opvisning med min fætter Michael Larsen, vi skulle spring i forbindelse med 50 års dagen for Danmarks befrielse, på ”Dropzone Yvonne”, Vi havde små minicontainere med, mage til de rigtige containere under krigen. Vores containere indeholdt en flaske snaps til de gamle friehedskæmpere der stod på DZ da vi landede, jeg havde således en ”Hilsen Til Peter” med, og som Peter sagde da jeg gav ham den: ”Jeg kan tydeligt huske sidst der landede faldskærme her”.
Et spring med Fætter Carsten Larsen i et hook over Lillebælt i 1991 til en opvisning på Skærbæk Havn, i forbindelse med en gammel springers 40 års fødselsdag super flot spring, fødselaren var rørt som en sandkage, springet fik desværre en ublid ende for min makker.
Så er der min lillebrors første tandemspring da han var 9 år, jeg sprang med og vores far var pilot (ingen ros fra vores mor 
) derefter hans første spring på hans 16 års fødselsdag, jeg var hopmester, vores far pilot, rollerne blev byttet på hans næste spring en time senere, hvor jeg så fløj og Senior var hopmester.
Talrige spring med min Bror Kim forskellige steder i verden på vores rejser sammen.
Derudover er der en del, særligt Big Way spring jeg husker tilbage på med glæde, blandt andet mit første 100 way spring, jeg var ved at skide en grøn gris, først ved exit, derefter en gang mere da jeg kom ned og så formationen (vi måtte ikke docke, kun se hvordan det så ud), og så igen ved brake off, sidenhen kom flere 100+ ways, og de har hver og en været en kæmpe oplevelse, jeg håber der kommer mange flere i fremtiden.
En sidste bemærkning: Når jeg ser 20-25 år tilbage har sporten været igennem en kæmpe udvikling, jeg håber den næste generation vil arbejde hårdt for at skubbe det hele videre så vi kan blive endnu bedre, og få det om muligt endnu sjovere, under stadig bedre og bedre sikkerhed.
Vær ikke bleg for at tage andre steder hen end lige i dit lille spinatbed, der er springere derude der glæder sig til at møde dig, lære dig noget, og lære noget af dig, uanset hvem du er. Jeg bliver lidt ked af det på andres vegne når ser ser nogle der aldrig kommer andre steder og springer, skal det være vildt kan de lige narres til naboklubben 40 km væk en gang om året. Verden er stor, og det er skydive verdenen også, det er jo trods alt det sjoveste man kan lave med tøj på, og det bedste selskab man kan drømme om.
Vi ses på Dropzone Denmark, remember when sex was safe, and skydiving was dangerous
