Navn: Jakob Matharu
Alder: 31
Bor: Herning
Uddannelse: Automekaniker/ingeniør
Antal spring: 40
År i sporten: 0,25 (3 måneder)
Ratings: USPA A
Hvorfor startede du med at springe?
Siden teenager-alderen har jeg været fascineret af næsten alt, der er foregået i luften, og har haft tanken om, at det med at springe ud af en flyver og flyve som en fugl måtte være det ultimative at opleve – men tanken har været, at det skulle prøves engang…
Indtil for 3 måneder siden havde jeg overbevist mig selv om, at dette “engang” skulle være når vejret var perfekt, jeg var 100% forberedt på det og stjernerne stod i en bestemt stilling. Der skete dog nemlig det, at jeg sad en sen mandag aften sammen med en veninde på en bar i Herning. Vi har en tendens til at gejle hinanden op til at gøre alverdens skøre udskejelser, og denne gang blev vi enige om, at frit fald fra 4km højde var det næste og skulle gøres hurtigst muligt. Hun skulle dog rejse hjem til udlandet den efterfølgende aften, så den umulige jagt gik igang med at finde en dropzone i nærheden, der kunne tage os op i luften med så kort varsel.
Vi faldt over DZDK, som jo ligger lige rundt om hjørnet, men deres online-kalender viste først ledige datoer om tre dage. Der stod dog et tlf nr på hjemmesiden, så vi sendte en SMS, da det trods alt var ret sent på aftenen (kl. 23:18 for at være præcis), selvom vi tænkte, at vi nok ikke villle få svar samme aften – og da slet ikke, at det ville kunne lade sig gøre med springet. Imod forventning skrev Philip tilbage allerede et minut efter med beskeden: “Selvfølgelig – hvad med kl. 11?”. Vi kiggede på hinanden i fortvivlelse og tænkte: “Daaamn – this shit’s about to get real!”
Hvordan var dit første spring?
Efter en kort velkomst af holdet fra DZDK, fik vi en briefing og var ellers klar til at komme op. Turen i flyet var mildest talt nerve-pirrende, men alle i flyet var gode til at holde humøret højt og komme med sjove kommentarer, så man ikke tænkte alt for meget på det – lige indtil der var en, der råbte: “DOOR!”. What? Dør? Nu, allerede? Jamen…
Døren blev rullet op og et par springere forsvandt ud af døren, og så var det vores tur til at komme ud. De første 10-15 sekunder af springet var jeg i ren og skær chok-tilstand (billederne og videoerne fra springet beviser dette tydeligt). Derefter tænkte jeg for mig selv: “Okay, du er havnet i denne situtation uanset om du vil det eller ej, så du kan lige så godt forsøge at få noget godt ud af det”… og herefter blev det rigtig sjovt. Kombinationen af udsigten, adrenalinen, fartvinden og følelsen af at være fri er slet ikke til at beskrive. Timmi fløj rundt om os, og han nævnte på vej op i flyet, om jeg kunne fange hans fod og tage hans sko af i fritfald. Jeg fik fat i den og var lige ved at hive skoen af ham, men forbarmede mig i sidste øjeblik (you’re welcome, Timmi).
Faldskærmen blev trukket, og vi hang der frit i luften. Jeg gjorde den “fejl”, at jeg sagde til Philip ved velkomsten, at jeg godt kunne finde på at tage solokurset, hvis dagens oplevelse var positiv. Det fornemmede han vist, at den var, for han spurgte: “Nå Jakob, skal vi ik’ få skrevet dig op til det kursus med det samme?”. Mit svar var højt og tydeligt: “Hell yeah!” Og så stak det af…
Hvad lavede du før DZDK?
Kun drømte om at springe.
Hvorfor springer du på DZDK?
Holdet og besøgende er åbne og imødekommende, stemningen er altid høj og faciliteterne og omgivelserne er fantastiske. Noget, som jeg især synes er fedt, er at holdet er ikke bange for at spørge en om en hjælpende hånd med små-opgaver, og man får så til gengæld ti-foldigt igen i form af råd, vejledning og hjælp til alt inden (og uden) for faldskærmsverden – rulletræning, fritfaldsøvelser, viden om grej, pakning, skærmflyvning.. you name it! Dette er også med til at give en fornemmelse af, at man er i en form for fælles klub i stedet for en egentlig forretning. Det hele har i hvert fald gjort, at jeg allerede kort tid efter mit første spring har følt mig som en del af DZDK familien. Nåh ja, og så er øllene i baren ekstremt gode og maden fra køkkenet er mums 
Godt råd til unge springere?
Allerede når første spring er taget, så sørg for at holde dig tæt ved andre springere og personer omkring dig og få råd og vejledning af dem. En af de ting, der har imponeret mig mest, er, hvor meget personerne omkring en er villige til at dele ud af sine guldkorn og give en hånd med – også selvom man føler sig som en halv-uduelig grønskolling, der knap nok kan finde ud af at svaje. Sørg desuden for at have et mål med hvert spring og spring så vidt muligt med en anden eller flere. Selvfølgelig skal der være plads til sjove soloer med barrel-rolls, loops og andre improviserede akrobatiske øvelser lige efter AFF “kørekortet”, men jeg har personligt oplevet en markant hurtigere eskalering ved at springe sammen med og lære fra andre.
Sørg for også selv at lære fra dig, selvom du har relativt få spring. F.eks. som AFFer på vej op på sin level 4, er det ene at få at vide af en erfaren instruktør, at man nok hurtigt skal få styr på noget, der virker uoverskueligt lige i øjeblikket – jeg har i hvert fald et par gange tænkt: “Yeah right, nemt for dig at sige med 1500+ spring”. Noget andet er, når der kommer en med 15 spring og siger, at det rent faktisk passer og kan tilføje andre oplevelser og guldkorn ifbm. de første spring.
Føler du selv, at du har fejlet på et spring, så identificer og fokuser alligevel på det gode ved springet og tænk på, hvad der kan forbedres til næste gang – ikke hvad, du ikke skal gøre.
Smil så meget som muligt – det ser nemlig skide godt ud på video. Og så pas på med at sige ordet “første”, med mindre du har bestilt en soveplads i bunkeren
Hvem er din mentor?
Jeg har allerede nu lært meget fra mange personer i sporten, men ham, som skiller sig ud, er helt klart Peter Elias fra DZDK. Han har fulgt mig fra det første solospring og er den største grund til, at jeg er kommet så langt allerede nu – lige fra intens coaching under flere sessions i tunnel, hvordan jeg psykisk får forberedt mig bedst muligt til det perfekte exit, til at forklare og vejlede om alle de mulige retninger, der er at tage i ens “springkarriere”. Hans coaching-stil passer desuden rigtig godt til mit temperament og væsen – han forsøger at få en til selv at identificere positive aspekter ved ens spring og hvad, der kan forbedres i stedet for kun at remse op. Han stiller desuden høje – uden at være urimelige – krav til en, og er ikke bange for at give en mindre skideballe, når man har foretaget noget, hvor man ganske udmærket vidste, at man havde evnerne til kunne have gjort det bedre.
De fleste mennesker ved ikke om mig:
At jeg er sindssyg hård til spillet SingStar.
Sunrise/sunset?
Vil klart sige sunset – trække lidt højere end normalt og så nyde udsigten af solnedgangen over land og by, imens man hænger i luften i total stilhed. Sunrise er nu også smukt.. er dog ufatteligt dårlig til at komme op om morgenen.
Fritfald eller skærm?
Fritfald OG skærm. Jeg ser det som værende to helt forskellige discipliner, og hver af dem har sine charmer og udfordringer.
Pakke eller snakke?
Jeg og min skærm har stadig et anspændt love/hate relationship, så jeg pakker OG snakker. Dog mest til min skærm i form af bandeord, når den skal pakkes, men den får til gengæld masser af ros og kærlighed, når fødderne atter er plantet på jorden efter springet ud af flyet. Tænker, at vi med tiden nok skal få det rigtig godt sammen…
Hvilket spring husker jeg bedst?
Allerede nu har der været mange gode…
Solospringet, hvor jeg for første gang alene hang med en bærende skærm over hovedet og endda selv skulle flyve den ned, dog ved hjælp af Claus Larsens meget bestemte men samtidig betryggende stemme. Landingen var god, selvom jeg havde overbalance bagud og derfor endte på røven. Skulle derefter egentlig til at pakke sammen og sige tak for idag, indtil Elias stod klar med næste solo-hold og råbte højt i hangaren: “Der er ledige pladser i flyet, hvem skal med?” Det endte med hele 4 static-line spring den dag.
AFF level 4, hvor springet skulle foretages kl. 6.30 om morgenen. Desværre var der noget med at snooze-knappen på mit vækkeur aktiverede sig selv (!), så jeg vågner først 6.18, ved at Elias ringer: “Hvor langt er du?”. Mig: “På vej”. “Du har 5 minutter”, lyder det bestemt fra røret. Jeg greb det kluns, der lå tættest ved mig og skyndte mig at køre derud. Efter et sprint hen til hangaren bliver udstyret nærmest kastet på mig fra højre og venstre, og i løbet af 2 minutter var jeg klædt på med dragt, rig, briller, hjelm og højdemåler og var klar til planlagt afgang. Jeg var stadig lidt omtåget efter den bratte opvågen, så op i højden kravlede jeg uoplagt hen til døren og stak hovedet ud. Kun splitsekunder efter fartvinden ramte mit ansigt, løsnede det sidste søvn sig fra øjenkrogene, jeg vågnede helt og var klar til at lave den bedste Level 4 nogensinde. Det blev det også – så vidt jeg i hvert fald husker!
A-licens check-divet, hvor jeg sprang sammen med Elias og Jesper Mikkelsen. Selvom jeg var nervøs for udfaldet, var det en utrolig fed fornemmelse, da springet var lige i skabet. Efter sejrs-jublen rykkede Kim fat i mig for at fortælle, at han var klar til at afholde den teoretiske eksamen samme aften. Uforberedt på den melding tog jeg eksamenen, bestod, jublende ringede på klokken i baren, for derefter kun at nå en lille tår af min øl, inden hænder og fødder blev bundet sammen og jeg blev slæbt hen til og kastet i ponden af den skønne (host) forsamling – tak “venner”! Jeg fik dog en ny øl stukket i hånden kort efter.. og måske også et par stykker udover det…
En sidste bemærkning:
Hvis du bare er den mindste smule nysgerrig og ikke har taget springet endnu, så se at få det gjort. Hele faldskærmsverden er ultimativt noget af det fedeste, man nogensinde kommer til at opleve. Ud over det mangler jeg nogen at vinde VM i formationsspring med. Hvem er på?
Ses på DZDK!
Tag et kig på S&S bilhus, og se hvad Jakob laver til hverdag.
Du kan læse flere Feature Fridays, og andre spændene artikler på vores hjemmeside. Følg linket her.
