Vi vil prøve at lave en “Feature Friday” nogle fredage, for at præsentere menneskerne bag DZDK. De som arbejder her, og de som springer her.
Timmi Thykier Thomsen
Antal spring: 1700
År i sporten: 5
Ratings: USPA Coach og AFF instruktør
Hvorfor startede du med at springe?
September 2010 da jeg var 18 år gammel, tog jeg beslutningen om at melde mig på begynderkursus, efter at have overværet springere dale ned over Varde fra min baghave siden jeg var 1 år gammel. Jeg var en typisk teenager, som elskede at gå i byen med vennerne. Gerne så tit som Føtex lønnen kunne holde til.
Hvordan var dit første spring?
Ved selve begnderkurset var det selvfølgelig ligesom alle andre arrangementer, hvor man trapper op uden at kende en sjæl. Man følte sig lidt alene, men fik hurtigt følelsen af, at man var velkommen. Jeg husker at jeg tænkte at begynderkurset var lidt kedeligt. Jeg ventede alligevel bare på at kunne blive smidt i flyveren og så afsted. Det var første gang jeg nogensinde havde fløjet i mit liv. Og så snart flyveren begynde at stige i højde, fik jeg et lille smil på læben. Udsigten var kanon! Jeg var sidste springer af en flyverfuld på 4 begyndere. Da døren åbnede fik jeg et chok. Det blæste voldsomt og det hele var lidt uoverskueligt. Det blev min tur, og Torben Tiedemann skulle sætte mig af. Det super svært at kravle ud, fordi vinden fra propellen var så kraftig. Da jeg endelig kom ud at hænge under vingen gav Torben mig et stort smil og en tommel op – som var signalet til at slippe. Jeg kiggede op på vingen og kiggede ind på Torben igen i min vildeste tvivl, samtidig med at jeg tænkte: ”Er det dybt seriøst, at jeg skal give slip?!” Jeg fik endnu en tommel op, og flere anderkendene nik. Jeg slap og gik i forsvarsposition(arme og ben slog og sparkede). Da skærmen kom ud efter 2 – 3 sekunders fritfald, var der helt stille. Jeg glemte alt om hvad jeg havde lært på kurset i de 10 sekunder og gav mig til at råbe af ren glæde. Herefter fulgte 6 – 8 min skærmflyvning ned til jorden. Det var det mest vanvittige jeg nogensinden havde prøvet.
Hvad lavede du før DZDK?
Før jeg begyndte at springe hos DZDK, gav jeg den så meget gas med at springe som jeg kunne. Der begyndte at gå sport i den. Efter 2,5 år i sporten begyndte jeg at danne mig en vision om at jeg ville være super dygtig. Jeg spurgte så forskellige instruktører rundt omkring i landet, om hvad man kunne gøre, og fandt hurtigt ud af at udlandet og store Dropzoner var vejen frem. Efter nogle måneders pakketræning og ansøgning, tog Kim Bo Larsen kontakt til mig via facebook. Jeg havde aldrig hørt om manden før. Dog nævnte han at de søgte en Tandem-pakker i Wanaka, New Zealand. Jeg ansøgte og endte 2 dage efter med en E-mail om jeg havde fået jobbet imod alt forventning og tog derned et par måneder efter jeg afsluttede min HHX på handelsskolen i Varde. Tak til Kim.
New Zealand: Jeg gav mit liv til faldskærmen på mit ophold. Jeg mødte tidligt ind hver morgen med håb om, at første tur med flyveren ikke var fuld. I så fald kunne jeg komme med. Sidst på dagen var jeg fuldstændig smadret af at have pakket en hel dag, men fik mig alligevel slæbt ud til flyveren, for at komme op igen. Jeg endte med at lave 190 spring, hvoraf de fleste var video af tandemer. Efter et ophold på 7,5 mdr. tog jeg hjem til Danmark igen. Jeg fandt et simpelt arbejde fra 8 – 16, så jeg kunne finansiere mine spring. 2 mdr. på dansk jord, skrev ejeren fra faldskærmscenteret i Wanaka, at han godt kunne tænke sig at have mig tilbage. Denne gang som fuldtidsspringer(dream coming true). Jeg takkede pænt ja og rejste igen efter at have været i Danmark i 4 mdr. 2. ophold gennemførte jeg 700 Tandem video spring, og så 100 spring som var ren og skær sjov. Udover det var jeg begyndt at gå meget op i Speedflying(Paragliding – dog væsentligt hurtigere) sammen med 2 af mine kollegaer. Når vi ikke arbejdede med Tandemer, Hike’ede vi i bjergene for at flyve ned. Jeg tilbragte ikke meget tid på jorden – og jeg elskede det, og gør det stadig.
Hvorfor springer du på DZDK?
Jeg snakkede meget med Kim Bo omkring Dropzone Denmark, på mit første ophold i NZ. Og på andet ophold kom vi frem til, at jeg skulle komme og springe og hjælpe til med hele operationen. Jeg synes at det lød super spændende med en fuldtidsopererende Dropzone i Danmark, som ikke eksisterede på daværende tidspunkt. Det var en kanon mulighed for mig at få nogle flere spring, og bare nyde hele sporten.
Godt råd til unge springere?
Hang in there! Få en masse god coaching omkring alt hvad faldskærmssporten har at byde på. Gå gerne til ”eksperterne” i de forskellige dicipliner og emner. Find ud af hvad du vil med sporten – og giv det så 100% efter dit mål. Om det må være store eller små mål – så får du nogle fede tider. Deltag i konkurrencer(som er noget af det sjoveste i sikkert kommer til) og gå ikke tidligt i seng, når du er i baren! Lyt til folk som har mere erfaring end dig selv. Pas på med at ”bare gøre ting” fordi det har du / de andre altid gjort. Stil spørgsmål til alt hvad du lærer. Og stil gerne spørgsmål til dine handlinger. Hvis du er 100% klar over hvad du laver på de forskellige spring, så ved du også hvad du skal passe på med. Viden først – Færdigheder bagefter.
Hvem er din mentor?
Fra mit første spring og til nu, har der været et ton af mennesker, som har kommet med gode tips og tricks. Torben Tiedemann har dog altid holdt en hånd over mig og de andre springere i Varde, mht. swooping/canopy piloting(som jeg er super fascineret af). Og han har altid været et forbillede for mig. Jeg fik mig et super godt fundament for skærmflyvningen af ham. Tak til Torben. Min største mentor ville jeg sige, er min tidligere kollega fra Wanaka, NZ – Marius van der Walt fra Sydafrika. Han har tidligere konkurreret meget i swooping / canopy piloting og har en god bunke erfaring med sine 11000 spring. Jeg husker en dag i hangaren da vi begge pakkede, og jeg spurgte: ”Hey Marius. I wanna rock the next danish nationals. Can you help me?” Han smilede og sagde: ”Fuck yeah, lets do it”. Vi tog i en tømmerhandel og købte hvad der var nødvendigt for at bygge en swoop-bane, og begyndte at træne 2 – 4 gange i måneden på vores fridage. Han coachede mig både på mine færdigheder og holdninger(jeg var i gang med at gå i meget små skærme lidt for hurtigt, og han holdte mig lidt tilbage, hvilket jeg den dag i dag, har fået langt mere gavn af). Mindre skærme = hurtigere fart = større risiko. Udover det, skal man lære at flyve en helt ny skærm før man kan udvikle sine færdigheder. Det gik lige pludseligt hurtigt med min udvikling, og jeg var super varm. Jeg har den dag i dag, stadig kontakt med ham, hvor vi diskuterer swoop. Tak til Marius.
De fleste mennesker ved ikke dette om mig..
Jeg hader at tabe. Alt skal være en konkurrence. Det er en god måde at motivere mig igennem de mest meningsløse små som store hverdagsopgaver. Og det virker.
Sunrise/sunset?
Der findes ikke noget bedre, end at trække sin skærm i 4 km i solnedgang.
Fritfald eller skærm?
Fritfald er fedt, men skærmflyvning er klart min favorit!
Pakke eller snakke?
Pakke OG snakke! Man skal ikke undgå en god trash-talk over en pakning. Ellers bliver det for kedeligt.
Hvilket spring husker du bedst?
Swoop Challenge 2015. Vi sprang ud over Operaen i en helikopter, hvorefter vi landede på en 26×5 meter platform i vandet, foran en masse mennesker. Ubeskrivelig fed oplevelse med en vanvittig udsigt.
En sidste bemærkning:
Stay safe! Den eneste måde at blive ved med at springe på, er ved godt helbred(Gælder også når man kører bil. Kør forsigtigt! Så kan man stadig springe. Man skal nyde den tid man er i, i sin faldskærmskarriere. Don’t rush it! Ting tager tid, øvelse og dedikation. Og hvis du, kære læser, ikke har sprunget endnu, så kan det varmt anbefales! Vi andre vil gerne have nogle flere legekammerater i weekenderne!
