DZDK FEATURE FRIDAY! – PROFIL AF EN FALDSKÆRMSSPRINGER

Navn: Cecilie Bunk Pedersen

Alder: 23
Beskæftigelse: Madmutter og pakker hos DZDK
Livsfilosofi: Hver dag er den bedste dag i mit liv. Og så husk at hilse Pia!
Første spring: 30/6-2015
Antal spring: 62

Hvad fik dig til at tage dit første spring? Det var egentlig frivillig tvang fra Rasmus Fynshave. Han kom ud i køkkenet en dag, og beordrede mig til at gå ud i tandemgrej, og springe en tandem med ham. Grædende gik jeg ud og fik grej på, men fik dog en forsikring om at hvis jeg sad i flyveren og ikke ville ud, så landede vi med flyveren igen. På vej op i flyveren nåede jeg at fortryde det op til flere gange, men tænkte for mig selv at nu skulle jeg prøve det. For kunne jeg lide det, så ville det jo være et perfekt sted jeg havde fået arbejde. Og kunne jeg ikke lide det, så kunne jeg sige til folk at det havde jeg prøvet nu, og det var ikke noget for mig. Det viste sig så, at jeg blev helt forelsket i det, og måtte erkende overfor mig selv at det var det fedeste jeg nogensinde har gjort!

Hvad lavede du før din tid på DZDK? Før var jeg tit træt og deprimeret. Haha Og ellers var jeg bare bartender.

Beskriv dit første frie fald: Det var en skrækkelig fornemmelse de første 3 sek. Det var koldt, det kildede i maven, jeg græd en smule og tænkte at nu var mit liv slut. Men da Rasmus klappede mig på skulderne og jeg måtte give slip for mit seletøj, var jeg virkelig i live! Det er en helt ubeskrivelig følelse! Jeg er så glad for at Rasmus fik mig med ud.

Hvilken slags elev var du? Jeg var den ingen havde forventet skulle få et certifikat til at springe i faldskærm. Jeg var ikke den vågede type, og troede aldrig på mig selv, når vi skulle op og lave noget nyt. Heldigvis havde jeg nogle gode instruktører der troede på mig hele vejen igennem, og de var en fantastisk støtte.

Hvilket spring husker du bedst og hvorfor? AFF level 3 sammen med Elias. Det er det spring hvor din instruktør giver slip for dig, og du skal ligge “alene” i luften for første gang. Det var en helt vild følelse. Man kan se på videoen fra mit spring, at da Elias kommer op foran mig og ligger, og jeg indser at jeg falder alene, kommer verdens største smil frem, og jeg har aldrig været mere stolt af mig selv.

Hvordan ser du dit næste år som faldskærmsspringer? Det ser rigtig lovende ud! Jeg skal ud og pakke en masse faldskærme, og blive endnu mere dygtig på grej.

Hvad har DZDK betydet for dit liv siden du startede? DZDK betyder alt for mig! Jeg har været med der ude siden det bogstavelig talt var et hul i jorden, og det er mit hjem der ude. DZDK gav mig chancen for at komme til USA dengang, og det er jeg dem evig taknemmelig for. De støtter mig altid, og hjælper mig så godt de kan med at nå mine drømme.

Hvad er dit bedste råd til en ny springer? Stol på dig selv, og sig fra hvis din grænse er ved at blive overskredet.

Hvem har været/er din mentor? Ude på DZDK er det Timmi. Han er da for vild! Han får guld ud af alt han rører ved, og er altid god for en røverhistorie. Derudover ser jeg rigtig meget op til Johnni Meier fra Center jump. Han er simpelthen for cool, og så gad jeg virkelig godt være så klog på grej som han er! Jeg har kæmpe stor respekt for den mand.

Dit sjoveste øjeblik på DZDK? Puha. Jeg har været der i 2 sæsoner nu, og har oplevet rigtig meget sjov og ballade der ude. Men må da indrømme at efter Cindy startede der ude, har jeg haft de sjoveste tider.

Hvorfor skal folk vælge DZDK? Fordi DZDK er et dejligt sted, med meget professionelle mennesker. Og så har vi det jo bare kanon godt der ude.

Speed runden:
Fritfald eller faldskærm? Fritfald
Pakke eller snakke? PAKKE
Pizza eller burger? pizza

Sidste kommentar: Jeg kan ikke koge ris! Haha