Lad mig sige det med det samme – INGEN er uden fejl! Alle er sluppet fra noget, som kun kan forklares med ”held”.
Vi har alle sammen været der. Vi har lavet det samme faldskærmsudspring en hulens masse gange, og tænker ”Den tager vi lige på rutinen”! Og her kommer det så: Den tanke er den allerfarligste du kan tænke. Der er faktisk ikke noget farligere i verden end følelsen af selvsikkerhed.

Grunden til at et solo faldskærmsudspring er så sikker en sport som den er, er fordi vi hele tiden tænker på hvad der KAN ske, og i den tanke ligger en fornuftig frygt. Det er okay at være bange – faktisk skal du være bange! Men du skal ikke lade frygten styre dig, du skal lade den guide dig til at have en fornuftig holdning til sporten, og til at tage fornuftige beslutninger.

“Det er okay at være bange – faktisk skal du være bange! Men du skal ikke lade frygten styre dig, du skal lade den guide dig”

Jeg bruger den jeg kender bedst som eksempel – mig. Observer mig i en flyver. Jeg har en del spring på bagen og burde være kølig som en agurk, men alligevel ser du mig sidde med lukkede øjne ca. 1000 fod før døren åbnes, hvor jeg gennemtænker hele springet og tænker på de ting som kan gå galt – jeg mærker frygten for den nærliggende katastrofe, og tænker på hvad jeg gør når den indtræffer. For jeg forventer at den gør! Jeg åbner så øjnene op og smiler, joker har masser af overskud. Jeg observerer alle i flyet, deres grej og deres kropssprog. Alt sammen med overskud, for jeg ved at jeg har mit på det tørre. Men samtidig kan jeg tage mig selv i at mærke mine håndtag et utal af gange inden climb-out.

Måske sidder der er springer ved min side med 300 spring, som ikke har de samme rutiner. Han rører måske slet ikke sine tre håndtag inden han springer. Han er fuldstændig cool og frygtløs.
Så der stopper vi op. Lad os tage et kig på hvad der er sket her. Denne springer blevet ”rutineret”. Han anser sig selv som en dygtig, erfaren springer som måske endda har lavet sine 300 spring på under tre år. Det er rimelig godt klaret i Danmark, og derfor føler han sig dygtig. Han er på det niveau, hvor de nye springere ser op til ham, og det har han ladet stige til sit hoved. Han føler sig sikker, for han er måske blevet dygtig til sit sitfly, måske kan han endda carve på hovedet – for han har måske brugt hele sin vinter i en vindtunnel. Han har ladet sig lokke ind i en følelse af selvsikkerhed, fordi ”det går jo godt”.
Han glemmer bare én ting: Han er ikke rutineret i det værst tænkelige.

HAN TÆNKER IKKE PÅ:
– NØDSITUATIONER I FLYET

– UTILSIGTET ÅBNING AF FALDSKÆRMEN (HOVED ELLER RESERVESKÆRM) I DØREN

– SPRINGERE DER ER FOR TÆT PÅ DIG UNDER ÅBNING

– HARD PULLS (PILOTSKÆRMEN SIDDER FAST)
– FEJLFUNKTIONER I AL ALMINDELIGHED

– TÆT TRAFIK UNDER SKÆRM

– SKÆRMKOLLISIONER

– TURBOLENS

– UDELANDINGER

Faktisk overlader han sit liv til det held han har haft indtil nu.

Så hvad skal der til før at han kommer tilbage til os, og er klar til at springe faldskærm igen? For lige nu er han helt klart ikke.

“Han skal til at tage ansvar for sig selv, og hans venner omkring sig”

Stol aldrig på at din sikkerhedsudløser er tændt og virker, at din lanyard eller skyhook virker, og at dine håndtag sidder der, hvor de altid har siddet. Stol aldrig på at din dytter virker, og at du derfor ikke behøver at kigge på din højdemåler, og generelt at holde dine øjne åbne. Hvis du aldrig stoler 100% på de her ting, er du bedre klædt på til at håndtere det den dag det hele fejler. For du forventer det allerede.
Et godt eksempel er en dansk springer som havde en fejlfunktion. Han var på et punkt i sin karriere hvor han sprang meget, og havde lige haft et cut et par måneder forinden. Hans rig var udstyret med en lanyard, hvorfor han cuttede sin hovedskærm og ventede på at lanyard’en åbnede reserven. Men han havde forinden det spring lånt sit rig ud til en anden springer, som havde afmonteret lanyard’en. Han endte med at trække skærmen selv, men meget lavere end normalt, da han stolede på at hans lanyard ville redde ham. Måske var han endda sikker på at han havde kontrolleret at den var monteret før springet.

“Let the dead teach the living. Do not try to disprove them”

Tro aldrig at du er bedre end alle andre. I hverdagen er det en kliche fra janteloven, men med faldskærmsspring gælder den! Der er nogle mennesker som har fundet ud af, hvordan tingene kan gøres sikkert. Nogle gange har vi som sport måtte lære det på den hårde måde. En meget kendt faldskærmsspringer, Roger Nelson sagde altid: “Let the dead teach the living, do not try and disprove them” Lær af andres fejltagelser, og prøv ikke at gøre det samme som dem.

Husk på tiden! Husk på at i vores sport går det altid ned mod jorden. Nogle gange hurtigere end andre, men altid nedad. Du har således kun et vidst vindue af tid at gøre godt med, så tag en beslutning i en fart, og hold dig til den! Der er aldrig nogen der har fået skæld ud af mig for at hænge i 3000 fod i en reserve.

Mit første cut-away var et hop ’n’ pop spring fra 4000 fod over Viborg. Jeg husker kun at jeg kiggede op og så at min skærm så meget forkert ud. Jeg tog en øjeblikkelig beslutning og cuttede. Jeg har aldrig kunne forklare hvad fejlfunktionen var, kun at den helt sikkert ikke kunne landes som den var.

Planlæg, visualiser og øv alle de punkter jeg skrev om længere oppe. Kom gerne på flere, og planlæg, visualier og øv også dem. Er du i tvivl om hvad den rigtige handling er for f.eks. en skærmkollision – så spørg! Jeg bliver så glad når en springer med 500 spring kommer hen og er i tvivl om noget, for han har måske lige reddet MIT liv ved at erkende at han ikke vidste det. Måske han og jeg hang i den situation sammen dagen efter, og hans forkerte og paniske handling kunne slå mig ihjel.
Vi skal hjælpe hinanden, og aldrig ryste på hovedet over et spørgsmål. Vi er i samme båd deroppe.

Vaner! Vaner er vigtige, for vi er alle sammen vanedyr. Jeg kender flere, inkl. Mig selv som har stået på trappen ved bagdøren i en rutebil i gymnasietiden og lavet et håndtagscheck på min skoletaske, for jeg var jo på vej ud af en dør!
Man føler sig måske lidt fjollet når man ”bryder af” inden man trækker i fritfald på et solospring fra 5000 fod, men det er en vanesag. Den vane der gør, at du ”bryder af” pr. Automatik på dit næste spring som er en 10 mands fra 13.500 fod. Hellere det ene end det andet.

“Jeg ved at det jeg laver har en risiko, men også at der er en løsning. Men den følelse i maven kan jeg slappe af og nyde alle de ting som gør vores sport fantastisk”

Forvent altid den lurende katastrofe. Vi går ikke over gaden uden at se os for. Heller ikke ude på landet hvor der sandsynligvis ingen biler er, og heller ikke i et lyskryds hvor bilerne holder tilbage for os pga. Et rødt lys.
Murphys lov siger at alt der KAN gå galt, VIL gå galt, og det er helt okay med os. For vi er klar og forberedt. Hvis du ”bliver taget med bukserne nede” er din reaktion også derefter. Du reagerer langsomt, og det leder os tilbage til punktet omkring tid.

[kad_youtube url=”https://www.youtube.com/watch?v=b90EzNNrQ2M” ]

Som operations manager på Dropzone Denmark observerede jeg i 2015 omkring 5000 faldskærmsspring, og selvom mit arbejde er at irettesætte springere der ikke er sikre i luften, kan jeg ikke se alt. Så hvis du ser nogle der laver noget dumt, så sig det til dem. Man kan sige tingene på en pæn måde, også selvom de fløj lige ind foran dig. Det kræver en indsats fra os alle sammen at gøre luften sikker. Ikke kun en person på jorden.

Som det sidste vil jeg gerne sige: jeg har det stadig sjovt når jeg springer faldskærm. Selvom jeg pr. Natur er fatalist og forventer det værste, så lader jeg mig ikke styre af det. Jeg kan stadig have det sjovt når jeg hænger på ydersiden af en flyver, helt nede ved halen, og jeg kan stadig nyde at flyve min skærm tæt på andre. Jeg nyder at hænge ved siden af en af mine venner under skærm, tage nogle billeder og tale sammen, men jeg er hele tiden et skridt foran. Jeg ved at det jeg laver har en risiko, men også at der er en løsning. Men den følelse i maven kan jeg slappe af og nyde alle de ting som gør vores sport fantastisk. Og samtidig gør at man får et sus i maven ind imellem.

Jeg har været i sporten siden jeg var helt lille, og har sprunget solo i snart 12 år. Jeg har omkring 5000 spring, de sidste 4000 indenfor 5 år. Jeg har aldrig været involveret i nogle ulykker, og det tror jeg primært er pga. Min tankegang. Der har HELT sikkert været held involveret også, for jeg har også lavet dumme ting som jeg er sluppet meget heldigt fra.

Men som alle i denne her sport startede jeg med en pose i hver hånd. En helt fyldt pose med held i den ene, og en hel tom pose med færdigheder i den anden. Jeg tror min pose med held er brugt op, men nu har jeg en pose proppet med færdigheder i stedet. Der er altid plads til mere.

Der er ingen plads i vores sport til selvsikkerhed.

Om forfatteren:
Kim Bo Larsen, 28
USPA Coach
Tandem Instruktør i 4 forbund
5000 spring
Fuldtids faldskærmsspringer siden 2010
Safety & Training Adviser under USPA (S&TA) på DZDK
har haft en periode i min karriere hvor jeg var selvsikker,
og med nogle close-calls til følge.

Tjekker mine håndtag og pincovers ca. 10 pr. spring,
og føler mig en smule dum, men jeg ved hvor de er